Livet som familie

LIVET SOM FAMILIE - OM AT ØVE SIG I NÆRVÆR MED SINE BØRN OG NÆRMESTE.

Her ser i mig sammen med vores første fødte Lucia.Lucia blev 14 år i onsdags og hendes verden er fyldt med musik,sociale medier, veninder og sport. Som mor til en nu 14 årig pige og 10 årig søn har jeg skulle lære en masse om mig selv og livet som familie.

Da børnene var mindre var der ikke meget tid og overskud til at trække mig og opnå indre ro og selvomsorg. Jeg havde mega svært ved tillade mig selv at trække mig fra alle "to do" tingene. Rigtig ofte kunne jeg tage mig selv i at sidde med børnene og allerede være på vej videre inde i mit hoved, fordi jeg havde så meget jeg skulle nå og der var mange ting som fyldte i mit hoved. Spørgsmål som; Hvad skal vi have af spise,har den yngste mon feber igen, hold op hvor her roder, fik jeg nu svaret på den mail - og så videre.......

Så mine tanker var konstant på vandring og det at være nærværende kunne knibe - meget. Men når jeg tænker over det så havde jeg aldrig lært at få stoppet op og give slip på to do'erne. Det er ikke noget vi har lært i skolen. Vi har lært at passe ind i nogle rammer - eller forsøge at tilpasse os- og vi har lært matematik,historie, sprog og alt muligt andet godt, men hverken hjemmefra i min barndom (hvor jeg er opdraget med en masse kærlighed) eller i skolen,lærte man at skulle lytte til sin krop og sit sind.Så man gjorde det alle andre gjorde - forsøgte at følge med på bedste vis.

Jeg har været målrettet det meste af mit liv, også på hesteryg, hvor jeg som teenager og ung var flere år på dressur landsholdet. Altid igang. Altid ambitiøs og ofte træt. På et tidspunkt sagde min krop fra på mine vegne- af rigtig mange grunde (som bliver for laaaang en historie) - så blev jeg nød til at stoppe op og lære en helt masse om livet - med helt nye "briller" på. Shit siger jeg bare. Små børn, masser af ambitioner, og en krop og et sind der ikke ville som jeg ville.

En del år er gået siden bremsen blev trukket for mig. Og da jeg fandt min vej igennem dette nye landskab, valgte jeg at dygtiggøre mig inden for stress og angst håndtering - ikke fordi det var en ny to do - men fordi jeg ikke kunne lade være. Så jeg har lært at være nærværende med mine børn,mand, familie relationer og andre relationer. Når jeg snakker med min datter f.eks - så ser jeg hende, hører hende og prøver at forstå hendes verden - istedet for hele tiden at være på vej videre.

Og nogengange er jeg distræt, træt og umulig- hvilket er helt ok- Så bliver jeg bevidst om det, og kommer tilbage på sporet igen.

Den fedeste gave jeg ønsker at videregive til vores børn,er at de gerne må mærke efter hvordan de har det i krop og sind, de må gerne have et frirum uden krav og pligter,og de må gerne bare "være" i livet med alt det de indebærer.

Så når jeg hører vores børn sige til os; Idag er jeg træt og jeg vil gerne have ro,eller efter min håndbold kamp skal jeg bare slappe af og nyde lidt dejlig mad og intet andet, eller efter lektier vil jeg bare hygge med jer - så bliver jeg glad helt ind i den inderste kerne.

Vores børn har også brug for at kunne trække stikket - ligeså vel som os voksne - og vi skal give dem plads til et frirum. Vores børn skal også lære at trække vejret dybt ned i maven, og sanse det der omgiver dem istedet for at være på vej videre.

Så da jeg for over et år siden blev spurgt om jeg- udover at støtte voksne- også ville støtte børn og unge som Mindfull stress coach, sagde jeg selvfølgelig JA. For børnene er vores fremtid og tænk hvis vores børn kunne tilegne sig redskaber som meditation, at stoppe op, at mærke efter og kunne sætte konstruktive grænser for sig selv allerede i en tidlig alder……Ville det ikke være vidunderligt!

Kærligst Katja❤️