Min historie - Fra et liv i stress og angst- til et liv med indre fred.
 

JEG ER :

Jeg hedder Katja Franciska Karola Halladin Rauh. Normalt blot Katja Halladin Rauh, derfor skulle min virksomhed hedde KAHARA. Logoet i KAHARA er livets træ som min elskede mand har designet. Livets træ symboliserer forbindelsen mellem jorden og himlen. Livets træ er også et symbol på ro og det at have dybe rødder til jordens indre, men samtidig have kontakt til det himmelske. Jeg kan personligt ikke undvære nogen af delene, hvorfor mit logo skulle være livets træ.

Jeg er født i oktober 1979, jeg er gift med Christer (som har lavet logo og design på denne hjemmeside) og sammen har vi to skønne børn Lucia og Noël (og vores hund Saga). Jeg er uddannet sygeplejerske og har arbejdet som sygeplejerske siden 2003. Jeg har flere uddannelser med mig fra bl.a sundhedsvæsenet indenfor kommunikation, forskning, undervisning, vejledning, koordinering, systemtænkning og træning i håndtering af samtaler omkring livs ændringer, sygdom og manglende kontrol hos det enkelte medmenneske.

Demensfaglighed, sanselighed og samarbejde:

Derudover er jeg uddannet NADA øreakupunktør og har kurser i BBAUM og trykterapi. Jeg har deltaget i flere film og interviews omkring sanselighed og demens. Dette i forhold til mit samarbejde med INMU touch Denmark, Wavecare, Qwiek og Demensalliancen. Jeg har arbejdet med etablering af NADA cafeer igennem de sidste 4 år og har bygget disse op i Furesø kommune samt på Solgaven- et bosted i Farum.

Senest i 2023 er jeg også blevet uddannet Demenskonsulent fra Københavns professionshøjskole og derudover har jeg været på kurser i Compassion. Som person er jeg målrettet og meget hjertevarm. Jeg rummer meget nærvær, selvindsigt, medfølelse og troen på at kunne og ville gøre en forskel i livet for mig selv og for andre. Som formidler er jeg dygtig og meget tydelig og jeg er fuldstændig vild med at arbejde med mennesker. Jeg er et varmt og meget spirituelt menneske med dyb respekt for mine medmennesker og med en tro på at der er noget der er meget større end os. Jeg kommer fra en stor katolsk familie og har mine dybeste rødder godt forankret i dette. Jeg er et søgende nysgerrigt og legende menneske, som er blevet meget inspireret af kombinationen af Mindfulness, meditation og tro.

Jeg har sammen med min tidligere afdelingsleder Majbritt Jensen opstartet Ressource Coaching - din vej til et arbejdsliv med mere trivsel - dette startede i september 2020. Derudover har jeg haft klienter i alle aldersgrupper i privat regi i flere år, men er nu meget booket til coaching og supervision på arbejdspladsen samt på andre arbejdspladser.

Ressource Coachingen har i september 2023 vundet årets pris indenfor personale og demens. Prisen blev givet på Hindsgavl slot af Demensalliancen overfor 300 mennesker. Så det var en stor glæde og ære at modtage denne pris sammen med min tidligere afdelings leder Majbritt på vegne af Furesø kommune.

Mindfulness instruktør og Mindfull Stress Coach

Jeg har uddannet mig som Mindfulness instruktør og Mindfull Stress Coach hos de fantastiske undervisere på Mindfulness studierne Heinrich Johansen og Lars Damkjær igennem 3 år. Derudover er jeg ofte på retreats, kurser i selvudvikling og spiritualitet og læser mange bøger om disse emner. Engang imellem afholder jeg selv sanselige events.

Igennem de nævnte uddannelser og mit virke som sygeplejerske, har jeg fundet ud af at jeg kan kombinere mine livsværdier og min rygsæk af viden, med min virksomhed KAHARA. Jeg har altid arbejdet med mennesker og undervist andre som vejleder og underviser indenfor sundhedsvæsenet. Og meget lærdom er mig givet igennem de mange patienter og beboere jeg har mødt og møder i mit arbejde som Demens & Trivselscoach, Supervisor og Underviser.

Jeg arbejder deltid som Supervisor & Demenskonsulent på Solgaven i Farum hvor det meste af min arbejdstid omhandler coaching og supervision af personalet, samt behandlinger med øreakupunktur på beboere, medarbejdere og ledere, og derudover arbejder jeg meget sanseligt og har derfor igangsat flere spændende sanselige projekter til gavn for både medarbejdere og beboerne. Jeg har et coaching rum til rådighed jeg kalder Pusterummet hvor jeg bruger en del af min arbejdstid. Derudover har jeg diverse konsulent funktioner indenfor trivsel og demens rundt omkring i landet.

Som yngre var jeg på landsholdet i dressur ridning igennem mange år, og i den forbindelse fandt jeg ud af at jeg var meget dedikeret når det virkelig gjaldt. Jeg havde flere ride elever, og opdagede også der en iboende egenskab i mig til at videreformidle og vejlede andre.

Jeg anvender hele mig til at hjælpe hele dig.

Jeg har fokus på krop, sjæl og ånd og derfor har jeg også fordybet mig i trykterapi og øreakupunktur til at stabilisere nervesystemet bedre på medmennesker med stress, angst og uro der ønsker fysisk berøring og akupunktur, udover samtale og meditationer i vores sessioner.

Jeg har selv levet et liv med stress og kroppen fuld af angst og som barn var jeg ofte bekymret fordi jeg mistede min ene elskede søster som 3 årig, og min far har hele mit liv haft lange perioder med alvorlig sygdom. Da mine bedsteforældre døde skrev jeg mange dybe digte og var meget refleksiv i perioder samtidig med at jeg var meget livsglad. Da vores datter var 6 år og vores søn var 3 år - sagde min krop pludselig fra og alt blev kaos. Jeg mistede fodfæstet fuldstændig.

Alt det stress og angst jeg ikke ville kendes ved eller forstod igennem min opvækst, havde nu hobet sig op i mit system og ville ikke forlade mig før jeg lærte at være i stilhed, og i nærvær med alt det der larmede inde i mig. Her startede min dybeste, hårdeste og stærkeste rejse til et liv i dyb fred og balance. Jeg har rejst igennem mange landskaber og har selv modtaget hjælp.

Nogle hjælpere var fantastiske til at guide mig videre, andre var knap så kompetente og fik mig på afveje, så jeg selv måtte finde den rette sti igen. Så jeg har selv gået vejen for over 10 år siden, og besluttede derfor at ville specialisere mig i at støtte andre mennesker til et liv i indre balance. Mit hjerte brænder for at støtte mine medmennesker og medarbejderne i sundhedsvæsenet og på andre arbejdspladser.

Naturen

Det at anvende elementerne omkring os har så meget styrke og virker utroligt groundende. Derfor har jeg også tilbud i KAHARA omkring anvendelsen af naturen og Mindfulness via Mindfull walking. Moder jord er så kraftfuld og det at være i naturen er den mest vidunderlige måde at få ro i sindet og kroppen. At lytte til fuglene, høre vinden der suser i trækronerne og mærke kulden eller varmen fra jorden, er en stor gave til alle levende væsener. Jeg afholder mange coaching sessioner i naturen på Solgaven og som konsulent.

Jeg vil gerne hjælpe dig

Jeg brænder for at hjælpe dig, der kender til Stress i livet. Dig der kender til angst og en indre uro der påvirker din hverdag således at du ikke er så nærværende i dit liv som du ønsker. Det kan være du ønsker at bruge tid på at finde dine iboende ressourcer og ønsker mere bevidst nærvær i livet for i sidste ende at opnå langt større livsglæde og indre balance.

Måske har du gået længe og lagt låg på det din krop fortæller dig. Det kan være hjertebanken, søvnløshed, indre uro og angst, øget træthed, øget irritabilitet, tankemylder og måske kan du ikke overskue din hverdag og føler at du drukner i pligter. Måske har du øget tristhed fordi du ikke giver dig selv plads og selvomsorg, og altid skal være der for alle andre og har overset dine egne behov. Måske har du brug for større viden om hvordan du arbejder holistisk med mennesker med demens og samtidig ikke forsvinder i din egen omsorgstræthed eller afmagt.

Måske vil du gerne lære at være i stilhed med dig selv for derved at finde ind til dine indre ressourcer og kæmpe gaver inde i dig. Måske har du brug for at få lettet hjertet og lært hvad livet med mindfulness og meditation kan give dig. Uanset hvad så står jeg klar med åbne arme og et åbent hjerte og inviterer dig ind i dyb væren.

Kærligst Katja

 

 
Katja Halladin Rauh - Trivsels Coach & Demenssygeplejerske med speciale i Mindfulness

Katja Halladin Rauh - Demens & Trivselscoach - Supervisor med speciale i Mindfulness.